Willemoesgade 32-36 er en bygning der ligger på et hjørne mellem Willemoesgade og en passage mellem Willemoesgade og Classensgade, således at nr 36 ligger i passagen. Den består af 29 lejligheder, der alle er boliger. Til hver lejlighed hører der et pulterrum i kælderen, og der er også en mindre cykelkælder, hvortil der er adgang ned ad en trappe fra enten passagen eller gården. Ejendommens lejligheder er organiseret i ejerforeningen Willemoesgade 32-36.

Ejendommens gård deles med fire andre ejendomme i karreen, og dette samarbejde er organiseret i gårdlauget Oasen. I gården befinder der sig en mindre lejeplads.

Historie

Ejendommen er bygget i 1906 og indeholdt oprindeligt flere små forretninger og håndværkerværksteder, men de er alle med tiden nedlagt eller gjort til lejligheder, heriblandt et værtshus der i mange år gik under navnet Oasen, og som har givet navn til gårdlauget. Det oprindelige tørreloft er ligeledes ombygget til lejligheder.

 

Willemoesgade er opkaldt efter den sidste danske søhelt Peter Willemoes der som 18-årig kæmpede i slaget på Reden, 2. april 1801, hvor han fik kommandoen over det Gernerske Flådebatteri nr. 1 (en flydepram med 24 kanoner).  Efter godt 1½ times kamp måtte Willemoes give op og lade batteriet drive ud af kampzonen.

 

Han blev fejret som helt efter bedriften, som var noget af det eneste danskerne kunne glæde sig over ved dette nederlag til englænderne under admiral Nelson. Efter en kort tjeneste i den russiske marine vendte han tilbage til Danmark og forblev i søtjenesten, indtil han 22. marts 1808 faldt ombord på det sidste danske linjeskib Prinds Christian Frederik i slaget ved Sjællands Odde, 25 år gammel.